Investering i aktier

aktierSom privat investor er der meget der taler for, at du får et lavere afkast end du kan opnå, hvis du undgår en stribe klassiske fejl.

Aktie- obligationsmarkederne verden over er enormt fascinerede. Det er nok specielt muligheden for at få store gevinster, der lokker folk til. Tit hører man historier fra venner og bekendte om, at de har købt aktier og obligationer, som virkelig har klaret sig godt. Måske hører du ofte den slags historier om investering, og måske er du en af dem, der fortæller dem. Men fortæller du i så fald også de mindre gode historier om, hvis du har købt aktier, der har klaret ekstremt dårligt?

Uanset hvad, er der flere undersøgelser der viser, at privatpersoner klarer sig dårligt på egen hånd, når de investerer. I denne artikelserie kan du læse om, hvilke investeringsfejl du bør undgå for at få et fornuftigt afkast, og hvad du bør gøre for at tage den risiko, der passer til dig og din økonomi.

Fejl nummer et

Gang på gang er jeg både i min fritid og i min rolle som uvildig rådgiver stødt på mennesker, der har investeret i aktier og har tabt gevaldigt på forskellige papirer, som de vælger at holde fast i. Forklaringen er om og om: ”jeg venter til de er steget igen, og så sælger jeg”. Men der er jo ikke nogen sammenhæng mellem en persons ønske om, at en aktie skal stige, og at den rent faktisk gør det. De andre investorer på markedet aner ikke, hvad man har af tanker og ønsker, og det påvirker ikke kurserne. Sagt med andre ord kan man lige så godt sælge de aktier, man har tabt på, som dem man har vundet på.

I januar i år viste professor Brad M. Barber fra universitetet UC Davis på Penge- og Pensionspanelets konference et forsøg på, hvordan folk reagerer, når de har mulighed for at tabe penge (Kahnemann & Tversky 1979). Forsøget viste, at mennesker hellere vil spille for at undgå at tabe end at spille for at vinde. Dermed holder man nok fast de aktier, der har givet tab for netop ikke at realisere tabet – man spiller gerne videre, selvom det måske ikke giver mening i forhold til ens økonomi.

Fejl nummer to

I en andre analyser af Brad M. Barber var konklusionerne, at private investorer får lavere afkast jo oftere de køber og sælger aktier. De får et altså lavere afkast, end det man havde fået, hvis man blot havde købt og holdt markedet – en bred samling aktier.

Vigtigt er det også at bemærke, at mænd køber og sælger langt oftere end kvinder og dermed klarer sig dårligere end både markedet og kvinderne! Og når vi er ved de pointer, kan der ligeså godt komme et miks af ægteskabelige og økonomiske råd: single mænd klarer sig dårligere end gifte mænd, så er du single mand, og er dit afkast ikke i toppen, kan du gifte dig til en bedre økonomi – på det punkt i hvert fald…

Fejl tre

En stor del danskere ved ikke, hvad de får i afkast eller rente af deres opsparing. Og hvis man ikke ved hvad man får i afkast, ved man nok heller ikke, hvilken risiko man tager. Det giver altså god mening, at du undersøger, om du tager en risiko, der passer til dig og ikke mere, end du kan tåle. Tager du mere risiko, end du kan tåle rent mentalt og økonomisk, kan du ende i en situation, hvor du sælger ud lige efter dine investeringer er faldet kraftigt i værdi. Det sker, når det går op for dig, hvor risikable aktier egentlig er, eller fordi du måske skal til at bruge de penge, du har investeret.

Fejl fire

I flere forskellige situationer står du med en større pose penge, som du overvejer at investere. Det kan være, hvis du lige har arvet penge, hvis du har fået et stort udbytte fra dit holdingselskab, eller du har solgt sommerhuset. Jeg har set flere eksempler på folk der står ude på sidelinjen og ikke tør kaste sig ind i markedet, fordi de hellere vil vente på, at det falder til ro og udsigterne er bedre. Konsekvensen kan let blive, at du går glip af afkast.

Først og fremmest er det vigtigt at være opmærksom på, at svingende kurser er noget der allerede er sket, og det betyder ikke, at det også svinger lige så meget fremover. Så man kan ikke nødvendigvis bruge historien til at skabe et højere afkast. Og hvad angår fremtidsudsigterne, vil der altid være usikkerhed. Ingen ved hvad fremtiden bringer. Mit bud på hvad du bør gøre, hvis du går med den slags overvejelser er, at du bør tage mindre risiko. Hvis du ser tiden an, kan det være et udtryk for, at du ikke tør tage risikoen. Sæt i så fald en mindre del i de risikable aktier og obligationer og accepter, at det ikke er noget for dig – det er ganske naturligt og forståeligt.

Fejl fem

Denne fejl er beslægtet med fejlen om ikke at købe aktier, før der er kommet ro på aktiemarkedet. Igen vurderer jeg, at trækker du dig ud af markedet, er det et tegn på, at du har taget for stor risiko på din investering. Det er fint at sælge ud, men ikke hele butikken. Kun til den grænse, der passer dig. Det ikke realistisk at tro på, at du kan forudse, hvornår og hvor meget markedet stiger og falder. Går du ind og ud af markedet smadrer handelsudgifter dit afkast, og du går sandsynligvis også glip af opturene, fordi du kommer for sent op på hesten igen.

Læs meget mere om aktier på Euroinvestor, klik her.