Da jeg blev gravid, vidste jeg, at jeg skulle have barselsorlov i 14 uger efter fødslen. Jeg vidste også, at jeg kunne dele forældreorloven med barnets far. Det var ret befriende og rart for os, at vi kunne være fleksible med, hvornår vi tog orlov. Men den tid er nu gået, og vores barn skal til at vænne sig til at komme i institution. Jeg skal tilbage til mit arbejde, og min mand passer allerede sit. Vi har længe ledt efter en vuggestue i Kastrup, hvor vi vil anbringe vores lille søn. Guldklumpen i mit liv.
Hvordan vil det føles?
Jeg har meget svært ved at forestille mig, hvordan det vil være at være væk fra ham i så mange timer hver dag. Det er næsten en umulig udfordring for mig at komme over: At overlade ham til andre mennesker og hele tiden tænke på, om de nu sørger godt for ham. Det er ikke en normal tilværelse, tænker jeg. Men det er det jo for rigtigt mange børn og deres forældre. Som forældre udviser man stor tillid til institutionens personale. Det ved de sikkert godt. Men de siger det sjældent.
De fortæller altid om, hvor godt barnet får det hos dem, når man besøger dem. Men de siger sjældent noget om, hvordan de kan hjælpe én til at komme over den dårlige samvittighed, man uvægerligt får, når man overlader sit barn til andre.
Hjemmegående i stedet?
Jeg har talt meget med min mand om det. Om jeg mon ikke bare skulle sige mit job op og blive hjemmegående husmor. Han har sådan en meget nøgtern måde at anskue tingene på. Han sagde, fx, at han mente, at det ville være en dårlig idé. Barnet skal jo på et eller andet tidspunkt opholde sig i en institution i mange timer. På et tidspunkt bliver jeg nødt til at lære, at andre mennesker er ansvarlige. Han sagde også, at jeg faktisk allerede har sagt flere gange, at jeg glæder mig til at komme tilbage til mit arbejde. Væk fra bleer, bøvsen og ødelagt nattesøvn. Og ja, han har ret. Jeg vil gerne på arbejde igen. Men måske skulle jeg så bare gå ned i tid, så vores barn ikke skal opholde sig i vuggestuen i så mange timer hver dag?
Forældreorloven
Tanken havde strejfet min mand, og han afviste ikke idéen. Han sagde dog, at han måske også godt kunne tænke sig at gå ned i tid for at få mere tid sammen med vores barn. Han har jo faktisk kun holdt 2 ugers fædreorlov. Og han vil da gerne passe på vores barn. Hvis jeg altså stoler på ham. Det sidste blev sagt med en del ironi i stemmen. Og det går op for mig, at jeg måske er lidt egoistisk. Har han ikke også ret til at ville være sammen med sit barn – ligesom jeg synes, at jeg har? Måske er det en vej frem for os: At han går ned i tid i nogle måneder, mens jeg starter på arbejdet igen på fuld tid, og så bytter vi om nogle måneder: Jeg går ned i tid, og han starter igen på fuld tid.